WoodHub på Build in Wood

For tredje gang var WoodHub på programmet på Danmarks største trækonference, Build in Wood, som i år blev afholdt 22.-23. maj.
Signe Riisom Pedersen, produktionschef i NCC, og Kristian Fuglsang Strøm, projektchef i Bygningsstyrelsen, præsenterede projektet fra hovedscenen under fagsporet ’Fugt’.

29. juni 2024

STOR INTERESSE FOR FUGTSTRATEGI

Der var interesse fra fagfælder, da WoodHubs fugtstrategi blev præsenteret og debatteret på årets Build in Wood. Kristian Fuglsang Strøm, Bygningsstyrelsen, og Signe Riisom Pedersen, NCC, stod på scenen med oplægget WoodHub – Erfaringer med fugtstrategier under opførsel med hhv. bygherre- og entreprenørkasketten på. 

–Allerede i forbindelse med udbuddet stod vi med spørgsmålet om, hvordan vi bedst muligt sikrer mod fugt, så vi ikke ender med problematikker med skimmel og vand i bygningen, enten i byggefasen eller efterfølgende. Og der blev faktisk brugt forholdsmæssigt meget tid på at afdække de her problematikker, bl.a. gennem byggepladsbesøg i Sverige og Norge, og man drøftede med rådgivere, leverandører og samarbejdspartnere, indleder Kristian Fuglsang Strøm.

HOLISTISK FUGTSIKRING

Udbuddet fra Bygningsstyrelsen lød på fast overdækning, derfor kom det også som en overraskelse, at én af tilbudsgiverne faktisk havde valgt ikke at følge udbuddet, fortæller bygherrerepræsentanten fra scenen. 

– NCC udfordrede os ved at forholde sig anderledes til sagen end vi havde udtrykt ønske om. Det gav selvfølgelig stof til eftertanke! Vi havde oprindeligt lagt op til en fast overdækning, men da vi så NCC’s tilbud, blev vi opmærksomme på at der var en mere holistisk måde at håndtere fugtstrategien på, bl.a. ved at indtænke sådan noget som byggetakt i ligningen.

–Vi valgte ikke at ændre på udbuddet, men efter tildeling af udbuddet til NCC fortsatte dialogen om fugtstrategien, og vi endte faktisk med at indgå aftale om at håndtere fugtstrategien efter totalentreprenørens ønske. Det skal for god ordens skyld nævnes, at i forbindelse med sidste og bedste bud, var NCC-tilbuddet selvfølgelig i henhold til udbudskravene, understreger Bygningsstyrelsens projektchef.

– Det er min vurdering, at den fugtstrategi, vi endte med, har været med til at øge fokus på fugtproblematikker og minimere risici ude på byggepladsen. Så alt i alt har vi været tilfredse med, at det var den model, vi valgte at gå med, udtaler Kristian Fuglsang Strøm.

PRODUKTIONSCHEFEN DELER UD AF ERFARINGER

Signe Riisom Pedersen har stået for træmontagen på WoodHub og slutprojekteringen i samarbejde med Artelia. Fra scenen fortæller hun om byggetakten og processen med at montere og fugtsikre de store mængder af træ, som udgør byggeriets bærende konstruktion.

–Alt i alt er byggeriet af WoodHub delt op i ti takter, og træet er først kommet, når vi skulle bruge det. Langt hovedparten af WoodHub er jo et modulbyggeri med rigtig mange gentagelser. Det er træsøjler med indspændte CLT-dæk, og så er der facader i trækassetter og tagkassetter, som også er i træ, samt murkroneelementer. Det har været vigtigt for os at vi kunne lukke klimaskærmen hurtigt, hvilket vi har løst ved at facadekassetterne er leveret med vinduerne færdigmonteret i og tagkassetterne er kommet med første lag tagpap på. Det har sikret, at huset var tæt. 

–Derudover var det vigtigt for os, at vi kunne opføre bygningen med lodrette montageskel, så vi hurtigt har kunne afdække med interimsafdækning. Montagen har forløbet så vi først havde to dage til at montere søjler på en takt, derefter én dag til CLT-dæk, og så monterede vi allerede facaderne dagen efter, samtidig med at vi monterede søjler på etagen ovenover. Det giver nemlig meget hurtigt en lukket etage, forklarer Signe Riisom Pedersen.

Produktionschefen nåede også at komme ind på sikring af samlingsdetaljer og brugen af teknologi i monteringsfasen, hvor særlige fugtsensorer under hele processen har sørget for at holde øje med fugtprocenten på WoodHub.

–Samlingsdetaljerne var fra begyndelsen tænkt, så vi kunne holde dem tæt under opførsel. Der er ikke en samling som ikke er tapet. Samtidig har vi været opmærksomme på det fugtindhold, der har været i elementerne, når de ankom til pladsen, og lavet modtagekontrol og fugtmålinger på samtlige læs. Tilsvarende har vi haft indbyggede sensorer i kassetter og andre steder, hvor vi har vurderet, at der var særlig risiko for fugtindtrængning. Efterhånden er vi kommet op på flere hundrede sensorer, som monitorerer bygningen, fortæller Signe Riisom Pedersen fra scenen.

Træmontagen på WoodHub har været 12 måneder undervejs og blev afsluttet i maj 2024.

Læs mere om Build in Wood – Danmarks største trækonference på deres hjemmeside.


WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser. 

Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i 2025.


Tekst: Siv Werner / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT