WoodHub gør sig klar til at sige velkommen i det grønne i 2025

Når WoodHub næste sommer slår dørene op, vil vækster i alle afskygninger smyge sig om Odenses nye kontorknudepunkt.

13. december 2024

–Efterår og tidlig vinter udgør en stille periode, plantemæssigt set. Så netop derfor egner den tid på året sig perfekt til at plante træer og buske, som på den måde får de allerbedste vækstbetingelser. Derfor er vi ret aktive her sidst på året, siger Patrick Andersen, projektleder i Dalgas, der understøtter NCC i arbejdet med at etablere varierede haveanlæg og levende kantzoner på Lerchesgade.

Landskabsvisionen på WoodHub består bl.a. af Vesthaven, Østhaven og selve kantzonerne. Vesthaven skal åbne sig som en skærmet oase, der inviterer naboer og forbipasserende inden for. Østhaven vil være husets hemmelighed med en beskyttet grøn mødezone for husets brugere. Kantzonerne er det areal, hvor bygningen møder byens rum. På WoodHub bliver de begrønnet mest muligt. 

Arbejder i etaper

Han viser rundt i Vesthaven på WoodHub. Her og på arealerne mod nord skrider plantearbejdet planmæssigt frem.

–Firkantet sagt arbejder vi dér, hvor de øvrige byggeaktiviteter ikke lægger alt for meget beslag på udearealerne. Vi arbejder på de arealer, hvor vi kan komme til det. Så vi planter træer, buske og stauder i etaper, og allersidste etape gør vi færdig, når skurbyen på byggepladsen engang til næste år er fjernet, siger projektlederen.

I det hele taget spiller etaper en nøglerolle, når det drejer sig om at plante på Lerchesgade. Der er etaper med egentlig belægning, etaper med jord til at plante i, og så er der selve udplantningen.

Den lange liste

Patrick Andersens liste over træer, buske, stauder og sågar frøblandinger med blomster og græs er lang, meget lang. Håndplukket fra listen kan nævnes: sølvpil, vild kirsebær og skovfyr. Dertil kommer rosmarinpil, havtorn og dværgmistel. For slet ikke at tale om engelsød, anemoner og røllike.

–Alt fra listen får de bedste vækstbetingelser blandt andet takket være den muldjord, som vi fylder på, inden vi planter. Allerførst har vi placeret store mængder af drænstabil, så følger muldjorden, og visse steder har vi lagt et rodvenligt bærelag ud. Der er tale om en særlig muld, som tåler at blive udsat for trafik, forklarer Patrick Andersen.

Dalgas, Anlæg Vest har seks mand på opgaven med jord, træer, buske, stauder og græs til WoodHub.


LÆS OGSÅ:


WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser. 

Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i 2025.


Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT