På Lerchesgade erstatter træ en stor del af de konventionelle byggematerialer såsom stål, mursten og beton takket være de massive CLT-elementer, der udgør bygningens kerne. WoodHubs træelementer kommer fra specialproducenten HASSLACHER group.
10. oktober 2024
I det sydlige Østrig, i byen Stall im Mölltal, ligger CLT-producenten, som fremstiller en stor del af træelementerne til WoodHub. Området er kendt for sine certificerede skove, lokale savværker og træelementproduktion, der forbinder traditionelt håndværk med moderne teknologi. HASSLACHER group er førende på verdensplan, når det kommer til fremstilling af massive træelementer.
På en solrig og smuk dag møder vi Niklas Bugelnig, CLT-kvalitetsmanager hos HASSLACHER group, på deres produktionsenhed i landsbyen, som er opkaldt efter floden, der snor sig gennem landskabet. Området er storslået. Fabriksenheden, hvor vi befinder os, ligger omkranset af skovbeklædte bjergskråninger i en frodig dal små 400 km fra hovedstaden Wien.
–Jeg er faktisk vokset op på et savværk ikke så langt herfra, og jeg har nok altid vidst, at jeg ville arbejde med træ ligesom min far og hans far før ham, fortæller Niklas Bugelnig, der har studeret træteknogi på Universitetet for Naturressourcer og Biovidenskab (BOKU).
–Træ er et varmt og meget behageligt materiale. Det er attraktivt for mange at arbejde med – også for mange af de unge mennesker i området – fordi det er et naturligt produkt, som både føles og dufter godt. Samtidig er der altid varmt på produktionsenhederne, så selv når det er vinter, kan vi gå rundt i shorts herinde, siger han med et smil.
CROSS LAMINATED TIMBER OG GLUE LAMINATED TIMBER
Forkortelserne CLT og GLT står for henholdsvis Cross-Laminated Timber og Glue Laminated Timber (også kaldet glulam). Både CLT og GLT er eksempler på innovative, biogene byggeprodukter, som i de senere år har indfundet sig i byggesektoren, bl.a. som følge af produkternes imponerende bæreevne, fleksibilitet og CO2-lagrende egenskaber.
CLT-elementerne produceres på fabriksenheden i Østrig og fragtes som tonstunge monteringsklare elementer til WoodHub i Odense, hvor de ankommer præcis i den rækkefølge og det flow, som byggefolkene på pladsen har behov for. Det sikrer en optimal proces, hvor træet udsættes mindst muligt for risici, og entreprænøren sparer både plads og tid, idet elementerne kan monteres direkte fra lastbilerne.
LAMELLER, LAMELLER, LAMELLER
Fabrikkens råmaterialer kommer hovedsageligt fra savværket i Sachsenburg, der ligger blot en halv times kørsel derfra. Når træet ankommer på savværket, sorteres de lokale træsorter – hovedsageligt gran og fyr – omhyggeligt, hvorefter stammerne tørres. Først når træet er tørret til den optimale fugtighedsgrad, typisk omkring 12 pct., skæres det til lameller og sorteres endnu engang efter kvalitet og længde.
–Forarbejdningsprocessen begynder jo allerede på savværket, inden træet ankommer som produktionsklare lameller til os, fortæller Niklas Bugelnig, og peger på de store tårne af tætpakkede paller af lameltræ, der står ordnet i lige rækker på fabriksenhedens bagside.
Rålameller fås i tre tykkelser på henholdsvis 44, 33 og 23 millimeter og kan være op til 20 meter lange. Der er fire hovedkvaliteter af lameller, som bruges forskelligt i produktionen, alt afhængigt af formålet, forklarer Niklas Bugelnig: ikke-visuelle lag, industriel visuel kvalitet, synlig overfladekvalitet og fremragende overfladekvalitet.
Efter sorteringen bliver lamellerne rullet ind på de store fabrikssamlebånd, der bugter sig rundt i produktionsenheden, hvor de bliver limet sammen. Limningen er helt afgørende, da den sikrer, at lagene bindes effektivt sammen samtidig med, at træets fleksible egenskaber bevares.
De enkelte lameller placeres herefter i flere lag, hvor hvert lag er orienteret vinkelret på det forrige. Dette skaber et krydsformatmønster, som giver produkterne deres karakteristiske udseende, styrke og stabilitet. Processen med at presse træet foregår i store pressemaskiner, hvor lamellerne presses sammen under højt tryk for at sikre en stærk binding mellem lagene.
–Det er spændende at arbejde med de mange forskellige typer træ, samlinger og overflader. Især de opgaver, som man ikke kan udføre andre steder i verden, er noget af det, jeg synes, gør mit arbejde allermest interessant, forklarer Niklas Bugelnig gennem maskinstøj og savsmuld.
Der lugter af sauna på fabrikken. Solens stråler rammer lamellerne og maskinerne ind gennem de kæmpestore vinduer, som dominerer bygningens tagstruktur. Her på HASSLACHER groups fabrik specialfremstilles hvert element til dets specifikke formål. Intet overlades til tilfældighederne, og der findes heller ikke en standard ‘one-size-fits-all’-model, når det kommer til CLT. Hvert projekt har unikke behov, hvilket HASSLACHER group imødekommer i deres produktion.
TEKNOLOGI OG TRADITION
Netop på grund af de mange særlige behov hos kunderne, er der brug for smart teknologi, som kan hjælpe med at tilpasse elementerne så præcist som muligt. På produktionsenheden i Stall benyttes derfor såkaldt CNC-teknologi (Computer Numerical Control) til præcis tilskæring af de færdige CLT-dæk og -søjler, som fremstilles på stedet. CNC-maskinerne, der styres af avancerede softwareprogrammer, skærer panelerne til med en nøjagtighed ned til millimeteren, hvilket sikrer, at hver eneste komponent passer perfekt i det endelige byggeprojekt. Denne præcision gør det muligt at skabe komplekse og tilpassede løsninger, der passer til specifikke arkitektoniske krav. Desuden reducerer CNC-skæringen mængden af spildmateriale, hvilket optimerer ressourceudnyttelsen af råmaterialet.
På den ene side fremstår produktionen af CLT-elementerne automatiseret, topmoderne og højteknologisk. Men samtidig kræver arbejdet med træ et håndelag og en kvalitetsbevidsthed, som maskinerne ikke kan klare alene, forsikrer Niklas Bugelnig, da vi kommer på afstand af larmen igen.
–Det er en traditionsrig branche, som i høj grad bygger på de mange hundrede års viden og erfaringer med træbyggeri, vi har i Østrig. Vi, der arbejder med træ, har stor respekt for materialet og naturressourcen, som det jo er. Vi elsker skoven og værdsætter det liv, som træet har haft, inden det kommer her, slutter han.
De færdige CLT-paneler kan variere i udseende, fx kan blå pletter fremkomme som følge af naturlig svampevækst fra træets levetid, hvilket giver hvert panel et unikt præg. Herefter gennemgår panelerne en overfladebehandlingsproces, der inkluderer vandbaserede finishes, UV-beskyttelse og eventuel termitbeskyttelse, som sikrer at træelementerne holder i så lang tid som muligt. Produktionen afsluttes med en manuel kvalitetskontrol for at sikre, at hvert CLT-element opfylder de høje standarder for styrke og æstetik. Træelementernes endelige specifikationer omsættes til 3D-modeller, der kan scannes og kontrolleres digitalt, hvilket minimerer risikoen for fejl i den videre byggeproces.
På vej ud af fabrikken spørger vi Niklas Bugelnig, hvordan de oplever efterspørgslen på træelementer? HASSLACHER groups enhed i Stall producerer årligt ca. 60.000 kubikmeter CLT-elementer, som distribueres til hele verden. På WoodHub anvendes små 7.000 kubikmeter CLT- og GLT-elementer, hvoraf en stor del kommer fra produktionsenheden i Stall. Med den stigende efterspørgsel på ressourcebevidste byggematerialer forventer træproducenten fra Østrig, at CLT-produktionen kommer til at spille en afgørende rolle i fremtidens byggeri.
LÆS OGSÅ:
WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser.
Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i 2025.
Tekst: Siv Werner / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT