En forsmag på brugeroplevelsen af WoodHub

Bygningsstyrelsen bød knap 800 fremtidige brugere velkommen til et kig på deres kommende arbejdsplads. Mødet med kontorknudepunktet i Odense affødte positive reaktioner over hele linjen og satte trumf på forventningerne til det færdige byggeri.

13. september 2024

Klokken havde endnu ikke slået 13 på dagen, da hundredvis af forventningsfulde, kommende medarbejdere var stimlet sammen på den hårdttrampede grusplads foran WoodHub i anledning af Bygningsstyrelsens Åbent Hus-arrangement. Solen skinnede fra en skyfri himmel og præsenterede WoodHub fra sin bedste side, hvor gæster fra i alt otte styrelser var inviteret indenfor for at opleve deres kommende arbejdsplads.

Luften summede af småsnak, grin og sitrende forventning, da dørene omsider blev slået op. Det blev til rundvisninger i det endnu ikke færdige byggeri med stop på forskellige faglige ’stationer’ undervejs. Her fik brugerne en forsmag på WoodHubs rumfordeling og funktioner og de mange arkitektoniske og praktiske overvejelser, som ligger til grund for byggeriet.

Thue Borgen Hasløv, der er arkitekt og partner hos arkitektfirmaet C.F. Møller Architects, har været en del af ledelsesholdet på WoodHub sammen med de tegnende arkitekter og alle dem, der har været med lige fra de forberedende workshops, tilbudsfase, projektering og nu i udførelsesfasen.

 –WoodHub er et fyrtårnsprojekt, både i forhold til husets funktioner, men også i forhold til den fleksibilitet, der er tænkt ind som en del af projektet. Det er i forhold til arkitekturen, og det er særligt også i forhold til de ressourcebevidste initiativer, der allerede nu står meget tydeligt frem. Husets gennemgående DNA – træet – bidrager uden tvivl til den samlede brugeroplevelse og er medskabende i oplevelsen af at arbejde et helt særligt sted.

Og begejstringen var da også til at føle på blandt de fremmødte.

–Det er superflot! Byggeriet er så spændende og træet bidrager til smukke og levende rum. Det er fedt, at man tør at bruge træ i så stor en skala, udtaler Niklas Jensen fra Miljøstyrelsen i forbindelse med besøget.

Jan Madsen, Rasmus Hansen og direktør Anders Dorph fra Dansk Spillemyndighed var ligeledes positive over for byggeriet efter dagens besøg. De roste bl.a. lysindfaldet, der præger WoodHubs lokaler.

–Det virker dejligt åbent, roligt og desuden fint lydisoleret, tilføjer Anders Dorph med henvisning til den ellers travle trafik på Lerchesgade.

Spørger man nærmere ind til visionerne for WoodHubs brugeroplevelse, nævner arkitekten dialog, samarbejde og synergi som nogle af de begreber, der har inspireret bygningen.

–Vi står med en bygning, der rigtig gerne vil i dialog, og med det mener jeg både arkitektonisk i forhold til sine omgivelser, og funktionelt i mødet med brugerne, der kommer til at have deres daglige gang på WoodHub. Bygningen samler vigtige statslige styrelser under ét tag, og skaber herved et større potentiale for de fremtidige samarbejder og for en styrkelse af synergier, fortæller Thue Borgen Hasløv.

–Brugerne, der flytter ind i WoodHub, får ikke bare et nyt hjem til deres arbejdsliv. Som jeg ser det, bliver de blandt de første i Danmark, der skal sidde i en kontorbygning med en så markant arkitektonisk og ressourcebevidst identitet. Samlet skaber WoodHub stærkt visionært byggeri nationalt, regionalt og lokalt i Odense, afrunder han.

Med en imponerende bygningsstruktur på 31.000 m² er WoodHub Danmarks hidtil største kontorbyggeri i træ. Træ er ikke blot selve kernen i projektets design, men også en vigtig faktor i reduktionen af CO2-udledningen, da træ binder kulstof og derfor bidrager til at minimere byggeriets klimaaftryk. De markante træsøjler, der vil præge bygningens indre, skaber et unikt visuelt udtryk, forbedrer akustikken og bidrager til et sundt arbejdsmiljø, hvor brugernes trivsel er i fokus.

Efter et vellykket Åbent Hus-arrangement, forlod de kommende brugere da også byggepladsen med smil på læben, alt imens den røde løber, WoodHub Journals og roll-up-bannere blev pakket sammen. Nu er der kun tilbage at vente spændt på indflytningen i 2025. Den positive respons på dagen er lovende for, hvordan WoodHub vil blive modtaget som arbejdsplads.


LÆS OGSÅ:


WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser. 

Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i 2025.


Tekst: Martha Bech Diederichsen / Bygningsstyrelsen og Siv Werner / NXT // Foto: Martha Bech Diederichsen / Bygningsstyrelsen og Stine Skøtt Olesen / NXT