Byggeriet på Lerchesgade 35 skiller sig ud.
Det bliver bygget med bærende konstruktioner i træ, får sit eget indre haveanlæg og byggepladsen har et erklæret mål om at få ledige fynboer i job. Midlet hedder snusepraktik!
14. oktober 2022
Først lidt historie: Bygningsstyrelsen står bag det kommende kontorhus på Lerchesgade, og NCC er totalentreprenør på opgaven. Styrelsen har lige fra begyndelsen krævet, at entreprenøren i løbet af byggeperioden tager mindst sytten praktikanter ind og via såkaldt snusepraktik forsøger at kvalificere dem til et job, allerhelst i byggebranchen. I praksis betyder snusepraktik, at den enkelte praktikant føler sig lidt frem, stikker fingeren i jorden. Snuser.
Initiativet er forankret i netværket Byg til Vækst, som er et samarbejde mellem ni fynske kommuner. Samarbejdet har eksisteret siden 2014 og skal sikre, at Fyn har en arbejdsstyrke, når store bygge- og anlægsopgaver skal løses. Byg til Vækst indgår forpligtende aftaler med forskellige bygherrer på Fyn. Hensigten er at rekruttere og opkvalificere arbejdskraft til fynske byggepladser.
Trygge rammer
Sekretariatschef i Byg til Vækst, Susanne Toftager betegner byggeriet på Lerchesgade 35 som noget særligt.
–Alene det, at vi har at gøre med et byggeri i træ, betyder, at vi kan gøre endnu flere interesserede i at møde byggebranchen. Snusepraktik har vist sig at være meget velegnet, når det drejer sig om at finde ud af, om ens næste job skal være i byggebranchen eller et helt andet sted. Under alle omstændigheder giver et fire uger langt praktikophold på fx WoodHub den enkelte gode muligheder for at komme videre. Indsatsen på byggepladsen er nærmest håndholdt og rettet mod den enkelte praktikant, så rammerne er trygge. Praktikanten får gode oplevelser via Byg til Vækst-modellen, forklarer Susanne Toftager.
Praktikken – den gode genvej
Praktikanterne rekrutteres via jobcentrene på Fyn, og ifølge Poul Erik Philipsen, projektleder i Byg til Vækst, er praktikanternes alder fra 18 år og stort set op til pensionsalderen.
–Vores tal viser, at godt 60 procent af praktikanterne rent faktisk får arbejde i bygge- og anlægsbranchen. Resten vælger andre grene af erhvervslivet, men det er mit indtryk, at snusepraktikken egner sig godt til at få folk mere permanent ind på arbejdsmarkedet. Snusepraktikken gør den enkelte klogere på, hvad vedkommende magter. Flere praktikanter er desuden gået fra ledighed til job, uden at det nødvendigvis er blevet til et arbejde på fuld tid, siger Poul Erik Philipsen.
Velkommen her
Signe Riisom Pedersen, produktionschef i NCC, siger, at virksomheden værdsætter arbejdet med praktikanterne.
–En snusepraktikant møder både os i NCC og nogle af vores underleverandører. Vi har noteret os, at en god anbefaling fra os hjælper praktikanten videre. Via anbefalingen fortæller vi, at praktikanten vil noget med sit arbejde, møder til tiden og er en god kollega. En forudsætning for, at forløbet lykkes, er, at praktikanten føler sig velkommen på byggepladsen, og som byggeledelse har vi selvfølgelig en pligt til både at finde et passende sjak til praktikanten og sørge for, at der bliver taget hånd om den enkelte. For os som virksomhed har det også værdi, at vi i det daglige viser hinanden, at vi hjælper, hvor vi kan. Sådan noget smitter, konstaterer produktionschefen.
LÆS OGSÅ:
WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser.
Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i 2025.
Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT