På Lerchesgade ligger Danmarks mest gennemfotograferede hus

Entrepriseleder Niels Frank Jensen fra NCC kender detaljerne i WoodHub bedre end de fleste.

Hver fredag går han minutiøst rundt i hele byggeriet, og som alle andre på byggepladsen bærer han den obligatoriske sikkerhedshjelm. Men Niels Frank Jensens hjelm kan noget helt særligt.

10. april 2024

Holder tidsplanen?

På hjelmen er der nemlig monteret et 360 graders digitalt GoPro-kamera, som hvert halve sekund fotograferer detaljerne på WoodHub.

–Min tur rundt på byggepladsen begynder, når jeg scanner QR-koden i hvert enkelt rum. Herefter går optagelsen i gang, og den stopper først, når jeg vender tilbage til QR-koden. En fil fra hver etage bliver uploadet, og arbejdet med at sammenligne optagelserne med den oprindelige 3D-model af byggeriet kan gå i gang, fortæller Niels Frank Jensen.

– Sammenligningen finder typisk sted hen over weekenden, og mandag morgen kan vi så se, hvordan det går med WoodHub. Har vi alle detaljer med, holder tidsplanen, og sidder installationerne i loftet, som de skal?

Digitale løsninger

Som totalentreprenør registrerer NCC bevægelser i byggepladsens gøren og laden på flere fronter. Ved hjælp af kameraer, sensorer og avanceret software opnås vigtig viden, som bl.a. anvendes til at optimere arbejdsprocesser og bidrage til grønnere løsninger i byggeriet.
–NCC har længe været optaget af så bredt som muligt at anvende digitale løsninger i det, vi bygger. De nye teknologier er i høj grad med til at optimere de processer, en byggeopgave består af. Småfejl og mangler bliver opdaget og udbedret lynhurtigt. Systemet er effektivt. Så snart der står fire vægge – det vi kalder et råhus – kan jeg tage min hjelm på, gå rundt på byggepladsen og sikre mig en aktuel status på byggeriet. Du kan sige, at jeg får god motion og er ganske fortrolig med WoodHub, siger en tilfreds entrepriseleder.

Uundværligt værktøj

Han er overbevist om, at den digitale teknologi bliver fremtidens uundværlige værktøj.

–Teknikken løfter det at kvalitetssikre et byggeri til et meget højt niveau. Fx afslører teknikken mangler eller fejl i byggeriet på en måde, der gør det nemt at sende videre til den ansvarlige. Sammen får vi altså sagen ud af verden i løbet af meget kort tid.

–Alt i alt sikrer teknologien byggeledelsen en uhyre nøjagtig status på et byggeris fremdrift og status. At kunne sammenligne aktuelle billeder med en oprindelig 3D-model af et byggeri bliver dagligdag i entreprenørbranchen, vurderer Niels Frank Jensen.


LÆS OGSÅ:


WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser. 

Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i 2025.


Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT