Byggepladsen på Lerchesgade er nu udstyret med tre store kraner.
De varsler, at byggeriet går ind i en ny fase.
Jordarbejdet lakker mod enden, bundpladen er ved at blive støbt, og i begyndelsen af 2023 skyder de første dele af WoodHub i vejret.
Indtil videre kan man sige, at alt under terræn består af beton. Fra 2023 kommer træ til at spille hovedrollen.
16. december 2022
–Vi knokler på med støbearbejdet for bundpladen. Parkeringskælderens ydervægge følger kort efter, og i foråret færdiggøres kælderen med betonelementer og dæk. Til sin tid vil dele af kontorhusets trækonstruktion komme til at hvile på netop parkeringskælderen, fortæller Sebbe Sidenius Bull, produktionsleder i NCC.
Stabiliserende kerner
De første og meget tydelige konturer af det kommende byggeri begynder at tegne sig, når arbejdet med at støbe de såkaldte stabiliserende trappekerner af beton går i gang. Kernerne supplerer træsystemet og sikrer den samlede stabilitet.
–Vi etablerer seks kerner i bygningen. To skal bruges til elevatorer, og resten bliver egentlige trappetårne. Som alt andet entreprenørarbejde kræver det at bygge tårne stor præcision. Tårnene står på konsoller, og det varer cirka fem dage at støbe en etage. Herefter rykker man støbeudstyret en tak op, og etage for etage skrider arbejdet fremad, forklarer produktionslederen og nævner, at fagudtrykket for netop den del af arbejdet på byggepladsen er, at man ”klatrer” kernerne op.
Grundig koordinering
At støbe tårne kræver meget grundig koordinering, og allerede nu kan Sebbe Sidenius Bull derfor sige, at alle tårnene (kernerne) vil være oppe i fuld højde til sommer.
–De højeste af kernerne bliver 30 meter høje, og det,
som umiddelbart bliver mest synligt, er de stilladser, som kommer til at omslutte hvert enkelt tårn. Når tårnene er støbt, tager vi populært sagt fat på at fylde dem op med trapper og elevatorer, siger produktionslederen, som ser frem til at lang tids arbejde ved og i jorden bliver afløst af noget, som rejser sig og giver synlige fingerpeg om det, der er på vej.
Træmontagen kan gå i gang, når de stabiliserende trappekerner er støbt. Byggeriet opføres etage for etage med bærende elementer i certificeret træ. Det byggetekniske loop består af GLT-søjler, -bjælker, CLT-dækkonstruktioner og trækassetter til facaden.
Duften af træ spreder sig for alvor sommeren 2023.
LÆS OGSÅ:
WoodHub er et statsligt kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter, seks etager højt og med plads til 1.600 arbejdspladser.
Stueetagen rummer borgervendte funktioner og offentlig adgang til kontorhusets indre haveanlæg. Otte statslige institutioner flytter ind i det store træhus – efter planen i 2025.
Tekst: Søren Egert / NXT // Dronefoto: Rasmus Wittenberg Jensen / NCC // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT